Fejl på dynamisk kurvelys

Matrixlygte

Kan se at der kommer en del fejl på dynamisk kurvelys på matrixlygterne.

Årsagen er at de ledninger der går ind til det bevægelige øje i lygten, knækker, fordi ledningerne ikke er klemt ordentligt.

Det er ikke kappen på ledningerne som holder kablet fast, da de ben som skal klemme kappen fast ikke er klemt rigtigt.

Dette gør at det kun er kobberet, som holder kablet fast, og det vil knække med tiden, pga. vibrationer, når man kører på ujævnt underlag.

Til at starte med, var det normalt at hele lygten blev skiftet. En pris på omkring 21.000. hvilket er voldsomt.

Heldigvis var der en mekaniker, Henry Poulsen, fra Lars Hein Automobiler i Ribe som var stædig, og ville finde fejlen.

De fejl bilen viser med en tester på, er C11F413/C133EF0

Sammen med Elektropartner lykkedes det at finde en løsning, som ses i denne video. Rigtig god video, som klart forklarer hvad der er galt og hvordan det løses.

Det dæksel man skal bruge til at lukke lygten igen har varenummer 11A 941 607 A til den nette sum af 187,75 kr.

Elektropartner har lavet en bulletin i Autofrontal, som beskriver hvordan ledningerne er koblet inde i lygten, og det kan hjælpe din mekaniker med at løse fejlen.

Autofrontal er desværre kun for autoværksteder, så vidt jeg kan se.

Varenummer på dæksel og ledningssæt fremgår af den bulletin. Jeg kender desværre ikke varenummeret på ledningssættet.

Reservedelene til reparationen koster omkring 500 kr., og så går der noget tid med det, men stadig langt billigere end at skifte en lygte.

Da lygten skal afmonteres for at lave reparationen, skal den efter montering kalibreres igen. Dette kræver udstyr til dette, så du undgår ikke en til mekanikeren, selv om du måske kan fikse det selv. 

Med 6 sorte ledninger uden nogen mærkning, vil jeg klart overlade det til professionelle at lave det. 

Håber dette tip kan hjælpe jer med at spare en masse penge.